IMG_3543.jpg

Jan Jørgensen

Mød Jan, bogkælderens erklærede altmuligmand. Jan har arbejdet som lærer på Bernadotteskolen i mange år, før han blev pensioneret. For et års tid siden blev han headhuntet til Læs for Livets frivillighold af Birgitte, som også er frivillig og desuden Jans tidligere kollega og ven gennem mange år.

"Jeg tror nok, hun tænker, at jeg er noget af en håndværker. Derfor henvendte hun sig til mig. Og det er jeg overhovedet ikke", siger Jan med et selvudslettende glimt i øjet.

"De kunne lige bruge en som dig i Læs for Livet", havde Birgitte sagt. Og selvom Jan ikke selv mener, at han hverken er den store murer, tømrer eller VVS'er, kan han da godt sætte en væg og en lampe op, når der er brug for det.

"Som pensionist får man en del mere fritid, og så tænkte jeg, at det ville være godt at hjælpe nogle andre." Det viste sig dog for Jan, at han hurtigt fik taget en masse projekter på sig, og så var hverdagen pludselig fyldt igen. Derfor er det så rart, at han kan komme og hjælpe, som det passer, fortæller han.

Jan betragter som sagt ikke ligefrem sig selv som nogen handyman. Men han kan tage sig af mindre praktiske opgaver "... og det bliver værdsat af de mange kvinder, der er her", smiler han.

Tilbage ...