IMG_3498 2.jpg

Lea Carlsen Ejsing

"Jeg skrev faktisk til en veninde i dag, at jeg skulle herned: 'Jeg skal ned og gå og være rolig mellem reolerne.'"

Lea har altid haft travlt med frivilligarbejde, og før Læs for Livet var hun en af dem, der flakkede rundt og delte suppe og vanter ud til hjemløse og flygtninge i København. Men frustrationen over at føle, hun ikke kunne gøre nok voksede hele tiden.

Indtil Leas søster, som arbejder med resurseoptimering, sagde noget klogt: "Det eneste du kan gøre er at finde noget, hvor du har en resurse og udnytte den til at gøre noget for nogen, der har det skidt." Det var et godt råd i teorien, tænkte Lea "... men der findes jo ikke nogen, der kan bruge en, der er god til at læse bøger."

Hun fandt løsningen, da hun stødte på en artikel om Læs for Livet på Facebook. Hun sluttede sig hurtigt til holdet som kørselsfrivillig, men ønskede egentlig mest at blive litteraturguide: "Det passede med, at min bil brød sammen, og så var det ligesom ikke en mulighed længere. Så jeg tænkte: Okay, nu gør jeg det!"

Lea har den helt særlige opgave at tage ud og snakke med børnene og forstå, hvad der passer til deres læseniveau og livssituation. Som litteraturguide, lægger Lea det fundament, som det enkelte bibliotek skal bygges på.

"Hernede snakker vi tit om at dem, der ikke kan lide at læse bare ikke har fået den rigtige bog endnu. Og det er vildt vigtigt, at de møder den bog. Men de skal også møde en, der ved, hvordan man finder den. Og det synes jeg helt klart er min rolle."

Der er ingen tvivl om, at den korte vej til forandring er vigtigt for Lea: "Det bliver så konkret, fordi vi fokuserer på den særlige læseoplevelse for det enkelte barn. Selvfølgelig er det langsigtede mål, at de alle sammen skal få en uddannelse og hæve sig op over deres sociale arv og blive gladere og mere trygge i livet. Men her og nu er det: Værsgo! Den her bog vil du synes er dejlig - hav nogle fede timer med den. Slut."

Hos Læs for Livet, er der ikke ret langt fra det vi gør til at se, at det giver mening, forklarer Lea. "Og dét er vildt fedt."

Tilbage ...