Forandringsmagi

 Foto: Lene Vendelbo

Foto: Lene Vendelbo

Gæsteblogger Tina Sakura Bestle er en anerkendt dansk børnebogforfatter, hvis værker ofte omhandler sårbare skæbner, der, mod alle odds, formår at ændre deres liv - alt sammen pakket ind i en magisk og finurlig verden. Forfatteren har her eksklusivt skrevet til Læs for Livet om bøgers store betydning.

So it goes. Rosa er et barn, der bliver til en hund. Hun findes i billedbogen Hund, som jeg har lavet med Anna Jacobina Jacobsen. Rosa bliver menneske igen med kærlighed … og læsning: ”Småbitte verdener på række. Småbitte verdener i stakke. Jeg læner mig ind i dem, de vokser uendeligt stort i mig.”

Sådan siger Rosa. Sådan siger jeg.

Bøger er magiske. De kan være spejle. De kan være billetter til andre verdener, til andre udgaver af en selv. De kan være venner.

Da jeg var otte, blev mine forældre skilt, og jeg flyttede til en anden by. Højhuse. Knallertbander. Langt væk fra ligusterland. Børnene var søde der. De kom hele tiden og ringede på og min mor kaldte håbefuldt, at jeg skulle komme ud til døren. Men jeg kunne ikke lege, mit hoved kunne ikke nikke. Selvom min mor nok ønskede det. Jeg ville hellere sidde på mit værelse og læse. Jeg kunne ikke rumme alt det nye, alle de nye mennesker. Men bøgerne. Dem kunne jeg åbne og forsvinde væk i. Alex Morgenstjernes eventyr, Inger Edelfeldt, Ronja Røverdatter, Isabella og de fortryllede bær.  Jeg følte mig så stor inden i, jeg havde verdener der. Præcis som Rosa. Jeg mødte en skovalf og dykkede med ham i den dybeste sø, jeg skreg mit forårsskrig, jeg var en smuk, grønhåret heks. Altså, det lykkedes mig til allersidst at nikke ja en dag til det med legning og få en bedste veninde, Ruth fra Irland, muffins med pif-paf-puf, upside down boy you turn me, kassettebåndsteater. Men indtil da, reddet af bogstaver.

Pludselig var min mor studerende og min stedfar også. Penge var der ikke mange af, fandt jeg senere ud af. Men vi havde biblioteket, og jeg følte mig altid rig, så rig, og ja indsæt bare violiner, men det er sandt. Åh, at kunne snuse omkring og plukke bøger ned fra hylderne og låne en mægtig stak med hjem og gøre sig usynlig på værelset og bare læse. Og så var der pandekager.

Da jeg blev lidt ældre, gik jeg på opdagelse i reolerne derhjemme, de var flyttet ind også i mit nye liv, de stod lige der med deres smalle rygge, tykke rygge, høje bøger, små bøger, gamle bøger, og endda nogle bøger der skulle sprættes op, det havde jeg aldrig set, så mystisk og smukt, at man kunne lave spor i en bog, man viste, man havde åbnet den og den kunne aldrig ikke-åbnes igen, man havde givet lys til siderne, som den første i hele verden, jeg satte mig på trappen, tog en bog ud, så rykkede jeg et trin ned, ny bog, fortabte mig i at læse lidt hist, lidt pist, noget jeg ikke forstod helt måske, men det smagte så uendeligt godt, det kaldte mig nye steder hen, nogle gange fotografier og malerier, kranier i ørkener, det fandtes, det fandtes pludselig i mig.

Jeg har hørt nogle, der sagde, at et barn har brug for en hel landsby, når det vokser op. Sine forældre, forskellige voksne, der alle bliver prismer på hvordan man kan være i verden. Men nogle gange har et barn ikke de forældre, de kan ikke huske hvem de er, de kender ikke længere barnets navn, de er faret vild, de er rejst videre til en sky. Det vil de bære med sig, børnene. Altid. Men hvis de finder et trygt sted at blive barn igen og har kræfter til at åbne øjnene, kan læsning være den landsby. Læsning kan være en mægtig havn for trætte navnløse skibe: Her findes mennesker, der træffer valg, gode, dårlige, her findes følelser og glimmer og kul, det hele kan man opleve uden at være den der falder i slugten eller bliver ædt af dragen. Her findes fantastiske billeder og dufte og lyde, her findes fantasien, der kan spire og vokse og gøre hjertet stort og vildt og nysgerrigt. Læsning spinder tråde af lys, frem i tiden, man kan navigere efter dem.

Da jeg havde skrevet min første roman, Papirdrengen, læste jeg et interview med en af drengene fra børnehjemmet Godhavn, der engang ikke var godt for børn. Han var så ikke mere et barn. Han var voksen, men alt det han  oplevede dengang sad i ham som nåle i halsen. Jeg sendte bogen til ham, fordi det mindede mig om min første børneroman, Papirdrengen. Det svigt. Det med, at man tror at nogen passer på en, men så med et vender de ryggen til, alt bliver så koldt. Han læste den og skrev et brev til mig, syv sider, han følte sig set i den historie. Så græd jeg. For det er derfor jeg skriver. For at spejle findes. For at læsning kan findes.

Læs for Livets biblioteker er ren kærlighed. Det er fortællingers forandringsmagi. Det er håb. Jeg er taknemlig over at det findes i verden, et projekt som det. Tænk engang.


Fik du også læst ...

Dét siger socialpædagogerne

redd-angelo-12845-unsplash.jpg

Hvad kan litteraturen gøre for udsatte børn og unge? Vi har netop haft ansøgningsfrist for at få doneret et bibliotek fra Læs for Livet, og her har vi fået socialpædagogernes forklaringer på, hvorfor lige netop bøgerne er vigtige. Her bliver en anden side af bøgernes betydning klar.

 

”Vores børn har bl.a. tilknytningsforstyrrelser og et stort behov for en-til-en kontakt, og her er højtlæsning fantastisk. Det giver tid og ro omkring barnet og den voksne, et fælles tredje, der kan samtales om, svære emner kan bearbejdes samtidig med at barnets ordforråd og forståelse af verden udvides. Vi ved også, hvor stor betydning læsning og sproglig udvikling har for børnenes fremtidige skolegang, og derfor vil vi rigtig gerne have endnu mere fokus på højtlæsning og sprogstimulation i hverdagen. Men det er svært rent praktisk at nå på biblioteket og at finde frem til velegnede bøger. Vores børn fungerer bedst i de kendte rammer, så et besøg på det offentlige bibliotek er en stor udfordring. Når vi alligevel af og til låner bøger på biblioteket, oplever vi, at børnene har rigtig svært ved at skulle aflevere dem igen. De har stort behov for rutiner og gentagelser, og der er meget tryghed i at få den samme godnathistorie aften efter aften.” – S.

 

”Vi vil gerne give vores unge læselysten tilbage og er den overbevisning, at litteratur kan være en vigtig brik i vores behandlingsarbejde. Vi har elever, som har sociale vanskeligheder, og som isolerer sig fra omverdenen. Litteraturen kan bruges til at arbejde med spejling, identitet og meget mere. Eleverne kan spejle sig i karaktererne og på en ufarlig måde lære deres medmennesker bedre at kende og ligeså vigtigt, lære dem selv bedre at kende, gennem identifikationen med de fiktive karakterer.” – M.

 

”Vi kan se, at når udvalget af bøger er stort, og når variationen er stor, så øges børnenes interesse for at læse og for at få læst højt. Mange af børnene læser dårligt, og i perioder er de ikke i en tilstand, hvor det giver mening at tage dem med på biblioteket. Deres selvværd er utroligt dårligt, men vi ser, at når de får styr på dét at kunne læse, så er der pludselig så mange flere ting, de kan, ligesom de bliver mere selvhjulpne. Dette er i den grad med til at øge selvværdet og selvtilliden.” – C.

 

”Vi har i lang tid anvendt vores lokale bibliotek, hvilket vi stadig gør med en vis succes. Vores ønske og ambition er at gøre afstanden mellem ’ung og bog’ meget kortere. At skabe plads til, at de unge kan undersøge bøger, litteratur og fortællinger i trygge rammer, samt at vi kan skabe et trygt miljø, hvor de kan udforske dette. Vi har unge, der er ekstremt forsømt undervisningsmæssigt, som ikke er blevet introduceret for litteraturens glæder, hvorfor der både er flovhed og modstand. Samtidig ser vi en skjult nysgerrighed, men også et stort mod, når først de bliver præsenteret for bøger, der interesserer dem.” – J. 

 

Som disse socialpædagoger så fint skriver frem, er litteratur et omsorgstilbud langt fra det støvede og elitære image, som bogen kan have sommetider. Læsning handler om meget mere end analysearbejde og teknisk læsekompetence. Den handler om relationer, selvværd, forståelse, om at være menneske og få en lettere gang i livet.


Fik du også læst ...

Hvor skal bøgerne stå?

fysiskmiljø-stort.jpg

At vokse op omgivet af bøger er en gave. Alene synet af bøger i hjemmet og hverdagen sætter sig i kroppen. Det gør bøger til hygge. De bliver intime. Bøgerne i hjemmet er også med til at skabe en identitet, der siger ”Jeg er en læser”.

Hos Læs for Livet oplever vi ofte på vores besøg på institutioner med udsatte børn og unge, at de få bøger, som stedet har, står i en vindueskarm i et ubrugt rum eller på en hylde gemt væk bag det store tv. Det signalerer, at bøger ikke er vigtige eller relevante. Inden vi donerer et bibliotek, er det derfor vigtigt, at der bliver tænkt over, hvor bøgerne skal stå. De skal være i et velbrugt, rart rum, hvor de fylder og hygger dagligt, for omgivelser opdrager meget mere, end vi tror. Sociologen David Gibson siger ligefrem: ”Ligesom en del af vores bevidsthed dannes i interaktion med andre mennesker, dannes en del af vores bevidsthed i interaktion med de fysiske omgivelser. At opfatte omgivelserne og at opfatte sig selv er to sider af samme sag.”

Oplever et barn kun læsning i klasselokalet på hårde stole under lysstofrørene, eller er det omgivet af dem hjemme i stuen og kan sidde i en blød lænestol med en kop te? Læsningens omgivelser kan gøre hele forskellen på oplevelsen af bøger, og om hvorvidt de forbindes med hårdt arbejde eller glæde og hygge. Det må vi tænke ind, når vi vil skabe læselyst.

Også i et klasselokale, i en daginstitution og i almindelige hjem er det vigtigt at reflektere over, hvor bøgerne står, og hvilke signaler placeringen sender. Kan alle børn selv nå dem? Eller skal der en voksen til at tage dem ned – eller måske endda låse dem ud af et skab? Det er faktorer, som i stor udstrækning kan påvirke, hvor meget børn læser, og hvordan bøger får dem til at føle.

I et besøg på en døgninstitution, der ikke havde en eneste bog, mødte jeg en dag en dreng, der lige ud sagde: ”Jeg får det fysisk dårligt af at se på en bog.” For ham var bøger kun associeret med skolearbejde. Han havde også været igennem flere skoleskift og var bagud i næsten alle fag. Så bøger var blevet symboler på nederlag. For at han kan begynde at få et andet forhold til bøger, er det vigtigt, at de er derhjemme i stuen eller et andet afslappet rum, men uden at kræve noget af ham. De bøger, som Læs for Livet efterfølgende donerede, skal der hverken skrives rapporter eller anmeldelser om. Det er også vigtigt, at han ser andre unge omkring sig læse for sjov og hygge sig med en bog. Først skal kroppen langsomt forstå, at bøger også kan være uforpligtende og lystfulde.

Tilstedeværelsen af reoler med indbydende bøger er med til at skabe læsere. De gør umærkeligt læsning naturlig og rar. Det er værd at tænke over, når der fx så sjældent er bøger i børnehaven eller på fritidshjemmet, men vi klager over, at børn så hurtigt får et dominerende skærmliv. Vi skal huske, at det vi omgiver os med påvirker både, hvad vi gør, og hvem vi er.


Fik du også læst ...