Jeg har fløjet gennem det uendelige univers

univers1.jpg

Af Julie Arndrup

Det er en stor ære for mig at få lov at sige noget her på Læs for livets blog. Men hvad siger man så, når man skal sige noget stort og vigtigt? Hvordan finder man de rigtige ord, og den rette stemning? Det er jo bare bøger, ikke? Bare læsning?

Ja. Det er det bare. Så lidt, så enkelt, men med så kæmpe stor effekt på folks liv.

Jeg har arbejdet som børnebibliotekar i hvad der nærmer sig 20 år, og utallige er de historier jeg har fået fortalt igennem årene, om hvordan den rigtige bog, på det rigtige tidspunkt, til det rigtige menneske, ændrede liv. Læsning åbner verden op og viser dig de tusind andre verdener og levemåder der findes, som du måske aldrig selv kommer til at opleve.

Jeg mener, jeg bliver fx aldrig nybygger på prærien. Er der overhovedet prærie tilbage? Men sammen med Laura har jeg frosset i det lille hus i skoven, jeg har frygtet for ulve og indianere, jeg har kæmpet med at forsyne familien med mad, gået den lange vej til skole og leget i bækken på de uendelige sommerdage.

Sammen med Bastian har jeg gemt mig på loftet i skolen, trukket et tæppe op over hovedet og læst mig langt væk i fantasiens land, reddet prinsessen, fløjet på dragen og grædt som pisket da vores hest sad fast i sumpen og druknede. Den dag i dag kan jeg ikke køre i tåge uden at tænke, at det er Intetheden der vokser, fordi folk ikke længere tror på fantasi.

Jeg har fløjet ud i det uendelige univers, vandret gennem Kirsebærdalen, Herredet, Europa, Asien, Narnia og frem og tilbage i tiden. Jeg har tænkt over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde været Leonora Christina i Blaatårn, hvis jeg havde været Pippi der boede helt alene, eller hvis jeg nu var gået igennem et skab og der havde åbenbaret sig en fantastisk verden, hvor jeg var Dronning. Jeg håber stadig på det sidste. Det kan ske hvert øjeblik.

Litteraturen har givet mig helte og rollemodeller. Den har vist mig, hvordan man også kan leve, hvordan man også kan tænke, og hvordan man kan reagere på ting og måske løse sine problemer. Den har lært mig at tænke kreativt, den har lært mig at være modig og frem for alt, så giver den mig altid håb.

Og hver eneste gang du møder en børnebibliotekar, så er det det vi ønsker for dig. Det er det vi håber på, når vi rækker dig en eller anden bog, med bagsiden op ad så du kan læse om handlingen, og siger ”prøv den her, den er virkelig god fordi …”

Det er bare en bog, men det er alt det som følger med, vi gerne vil give dig.

 

Julie Arndrup har været børnebibliotekar i snart 20 år. Hun blogger, podcaster og instagrammer en masse om børnebøger. Hun sidder i Orlapris juryen, Blixenprisens børnelitteratur jury og Bibliotekarforbundets hovedbestyrelse. Hun elsker at danse og samle svampe, og har to børn der ikke er læseheste. Endnu.

juliearndrup.jpg

5 grunde til at udsatte børn og unge ikke går på biblioteket

Engang imellem bliver vi spurgt om, hvorfor de udsatte børn og unge ikke bare går på folkebiblioteket. Er det virkelig så nødvendigt, at de får et bredt udvalg af bøger på børnehjemmet, ungdomspensionen eller opholdsstedet, hvor de bor?  Svaret er et rungende ”Ja!”. Læs med her, og bliv klogere på hvorfor.

1. Folkebiblioteket er for langt væk

Over 300 biblioteker er lukket over hele landet, og for rigtig mange er der nu langt til biblioteket. Turen er særligt uoverskuelig for dem med lavt overskud. Mange institutioner for udsatte børn og unge ligger desuden ude på landet. Her er huslejen billig, de unge er væk fra dårlige indflydelser i byerne, og de kan være omgivet af natur. Desværre betyder det ofte,  at der er ekstra langt til det lokale bibliotek. Vi har endda været ude på institutioner, der lå på små øer, og hvor det krævede en færge at komme på biblioteket.

2. En del forstår ikke biblioteket

Biblioteket er et særligt organiseret rum, fuld af systemer, koder og regler. Hvis man selv er vokset op med bøger og er kommet på biblioteket hele sit liv,  navigerer man frit i det uden at tænke over det.  Men mange anbragte børn og unge kommer fra bogfremmede hjem og har store huller i deres skolegang. (De er gennemsnitligt ca. 3 år bagud). De er ikke blevet indført i bibliotekets systemer, de sociale koder her eller har lært at bruge selvbetjent udlån og aflevering. For en stor gruppe af de udsatte børn og unge skal biblioteksrummet derfor introduceres fra bunden af, og de skal indføres i den viden, som trygge biblioteksbrugere tager for givet.  

3. Der er for mange valgmuligheder

 Hvis du er fremmed overfor bøger, har svært ved at koncentrere dig (og måske har en diagnose med oven købet), er der for mange bøger på folkebiblioteket. Det bliver for vanskeligt at orientere sig og foretage valg. For eksempel donerede Læs for Livet et lille bibliotek på 400 bøger til en institution for udsatte unge, hvor en pige fandt de to fyldte reoler alt for overvældende: ”Vil du ikke bare vælge tre bøger ud til mig, som du tror, jeg ville kunne lide? Så vil jeg vælge én af dem”.

4.  Det er pinligt

Særligt for unge, der ikke læser alderssvarende, bliver biblioteksbesøget en skamfuld oplevelse. Flere socialpædagoger fortæller, at de har prøvet at tage fx et par læseudfordrede teenagedrenge med på biblioteket, men enten havde de unge nægtet, eller også var de gået direkte til afdelingerne for spil eller musik. For de bøger, som de kunne læse, stod i børneafdelingen, og det var for pinligt og ydmygende at skulle derind.

5De kan ikke låne bøger

En del af forældrene vil ikke lade deres børn og unge få lånerkort, fordi de ikke gider hænge på evt. bøder. En del unge har fået deres lånerkort spærret. Det gør bibliotekssystemet automatisk, hvis man skylder for over 200 kr. Det svarer til én bog, der er blevet væk og skal erstattes. Vi bliver også ofte mødt af personale på institutionerne, der ikke vil låne på biblioteket, fordi de er bange for bøderne.

Når Læs for Livet donerer et lille bibliotek (på gennemsnitligt 500 bøger) til en institutionen skal bøgerne ikke afleveres tilbage, og de er let tilgængelige. Samlingsstørrelsen er nem at overskue for de fleste. Man kan snuppe en bog ind på værelset uden at behøve at dele sit læsevalg i et offentligt rum eller med socialpædagogerne. Læs for Livet-biblioteket er første skridt til at blive tryg ved bøgerne og blidt gøre læsningen til en del af hverdagslivet. Vores håb er, at det vil gøre overgangen til at bruge folkebibliotekerne nemmere og mere hyppig.

 

Støt udsatte børn og unges læselyst hos din boghandler

Donér dine bøger

I dagene 24.-26. april kan boghandlernes kunder donere bøger til Læs For Livet. Vi samarbejder i en fælles mission: Det handler om i fællesskab at give udsatte børn og unge bedre odds for at få en uddannelse, om gode oplevelser, fantasi og at kunne drømme sig væk.

Er der ved at være godt fyldt op i bogreolen, og har du – eller dine børn – bøger, som er i god stand, men som I nok ikke kommer til at læse i igen? Så er chancen der nu for at sende bøgerne videre og lade dem være med til at skabe en helt ny fortælling.

Når bøgerne lander hos Læs for Livet efter indsamling, sorteres de og organiseres. Så bliver de samlet i helt skræddersyede biblioteker på 200-800 bøger, som foræres til institutioner for udsatte børn og unge. Vi besøger hvert enkelt institution og spørger børnene og de unge, hvad de ønsker sig at læse. Det er alt fra gys, kærlighed, om 2. verdenskrig, digte, om kodning eller om at leve med angst eller sorg. Læs for Livets opgave er at finde de rette bøger, så læsning også handler om at blive set og hørt – og at den bliver indre motiveret og ikke en sur pligt.

Bibliotekerne har allerede haft stor betydning for en lang række børn og unge, som har fundet glæde og inspiration i bøgerne og fået helt nye læsevaner.

For første gang engagerer boghandlere over hele landet sig nu i at støtte projektet.

” Boghandlerne og deres kunder elsker bøger og ved, hvor stor glæde, udfordring og inspiration, man kan hente i bøgernes verden”, siger Bo Dybkær, direktør i Boghandleren.

Vær med til at gøre en forskel for en gruppe børn og unge, der i den grad trænger til opbakning, inspiration og glæde.

De 106 boghandlere, som medvirker i indsamlingen, skilter med det i butikken. Hvis man er i tvivl, så spørg personalet. En samlet liste over de medvirkende boghandlere kan ses på Boghandler-foreningens hjemmeside. Klik her for at finde netop din lokale boghandler.

 

Hvis fantasien var den eneste grænse

Foto: Jesper Ejsing

Foto: Jesper Ejsing

Læs for Livet giver biblioteker til udsatte og anbragte børn og unge. Før arbejdet med biblioteket går i gang, besøger en litteraturguide fra Læs for Livet, institutionen fordi det er vigtigt at vide, hvad der kan tænde læselysten. Læs for Livet arbejder ud fra tanken om, at bøger kan ændre liv – derfor er børnene og de unge selv med til at bestemme, hvordan deres bibliotek skal se ud.

Vores gæsteblogger er Lea Carlsen Ejsing, som er frivillig litteraturguide hos os og har besøgt en kostskole med særligt fokus på unge, der har brug for socialpædagogisk støtte.

I spisesalen, hvor alle skolens femogfyrre elever spiser frokost, får jeg øje på et broderi i glas og ramme. Faktisk står det på disken, så alle går lige forbi det, når de skal hente dagens lune fiskefrikadeller. ”Your only limit is your fantasy,” står der med sirlige sting. Kunstneren er den 17-årige Peter, som jeg møder lidt senere til en snak om bøger.

Jeg har min prøvekuffert med. I den har jeg et bredt udvalg af romaner og fagbøger, tegneserier og læse-let, så jeg sammen med de unge kan spore mig ind på, hvad der lige præcis tænder deres lyst til at læse.

Alt er lagt frem på et bord i spisesalen, og skolens elever stimler sammen. Et par piger kaster sig over En Flænge i Himlen af John Green. Andre står og fniser ad Kogebog for Drengerøve. Mens jeg snakker med pigerne, får jeg hurtigt en liste med titler på romaner. Kærlighed i en dyster fremtid er tilsyneladende et hit. ”Jeg tror nok, jeg læser alt, hvad jeg kan få fingre i,” siger 14-årige Kristina. Hun har fundet både Jussi Adler-Olsens Fasandræberne og en serie om troldmænd på bordet.

Flere af de unge vil vide, hvor bøgerne kommer fra. Og må de bare få dem? Uden videre? Ja, siger jeg og forklarer, at alle bøgerne er gaver fra folk, der selv har læst dem, eller måske endda skrevet dem, og nu gerne vil give dem videre til børn og unge, der kan lide at læse. ”Cool nok,” siger en af pigerne, der har slået sig for at kigge udvalget igennem. ”Men jeg er ordblind. Jeg kan godt forstå noget, der er svært, jeg kan bare ikke læse det.” Måske er der nogen, der har tegnet en sørgelig graphic novel, der handler lidt om veninder?

Peter er 17 år og kunstneren bag broderiet, der står fremme på bordet. Han viser mig de ret avancerede bøger om manga-tegneteknik, han har i tasken. Jeg må indrømme, at det bliver svært at skaffe manga, han ikke har læst, men vi prøver. Han spiller også rollespil, fortæller han. Mon vi har bøger om udstyr og regler? Ellers læser han – selvfølgelig – fantasy. Helst noget action.

I samme klasse går Thomas, der også helst vil læse action, men det skal handle om rummet. Big Bang er vel også en slags action? Ellers alt med ekstreme fænomener, vulkaner, tsunamier. Og den kolde krig. ”Jeg vil gerne vide, hvordan tingene er opstået. Både planeten og samfundet,” siger han, og jeg skriver ”faglitteratur, højt niveau” på listen.

Sidst på dagen møder jeg 15-årige Emma i spisesalen. Hun ryster på hovedet, da jeg viser hende bøgerne. Nej, det er ikke noget for hende. ”Sproget dør for mig, når jeg læser romaner. Jeg er mest til lyrik.” Vi taler lidt om digte, og jeg lover, at jeg får en af de andre frivillige til at hjælpe med at finde noget godt. Og nyt.  Da jeg nævner bøger om forfattere, altså som inspiration til at skrive selv, smiler hun. ”Det kunne virkelig være …” mere hører jeg ikke, for en veninde trækker hende med ud i havestuen, hvor de er i gang med dagens lektier. Men jeg noterer, at det er på ønskelisten.

De unge på skolen støder uden tvivl på mange begrænsninger i livet –  både indre og ydre.  Omkring halvdelen bor her efter frivillige anbringelser, resten kommer om morgenen i busser for at deltage i undervisningen. Der er alle mulige grunde til, at de unge ikke bor hjemme eller går i en almindelig folkeskole. Men det er ikke det, vi taler om. Snakken handler om bøger, de sørgelige, spændende og sjove. Om kemiprojekter og fodboldstjerner. Om origami og raceheste. Vampyrer, kærester, stjernebilleder og Anden Verdenskrig. Forfattere som Stephen Hawking, Ken Follett, Astrid Lindgren, Kenneth Bøgh Andersen og Olga Ravn bliver nævnt. Kort sagt alt, hvad en flok unge i alderen 12 til 18 år kan drømme om. Listen med ønsker er lang.

Mit eget ønske er sådan et broderi. ”Your only limit is your fantasy.”

---

Vi har ændret navnene på de unge, der er citeret i artiklen, ligesom vi har valgt ikke at nævne skolen ved navn.

Hurra for børnebøger, der vil børn noget

elin.jpg

I dag udkommer jubilæumsudgaver af nogle af de vigtigste titler i dansk børnelitteratur. Gyldendal giver generøst hele overskuddet fra deres fire fantastiske udgivelser til Læs for Livet. Vores gæsteblogger er Elin Alhgren-Petersen, redaktionschef for Børn & Unge på Gyldendal, og hun fortæller om deres beslutning.

I 1967 udkom fem børnebøger, der ændrede dansk børnelitteratur for altid. De banede vejen for bøger, som børn kunne spejle sig i. Bøger, der anerkendte børns livssyn og fantasi. Bøger, der ville børn noget, og gav dem et løfte om, at verden også tilhørte dem.
Læs for Livet har i dag taget denne arv på sig – og giver udsatte børn et løfte om, at bøgerne og bøgernes verden er deres, hvis de vil have den. Derfor har vi på Gyldendal i anledning af 50-års jubilæet for moderne dansk børnelitteratur valgt at donere hele overskuddet fra salget af jubilæumsbøgerne til Læs for Livet.
Læs for Livet tror – ligesom vi – på litteraturens potentiale som katalysator for forandringer i menneskers individuelle liv og i sociale fællesskaber, men Læs for livet arbejder med det potentiale fra en helt anden vinkel, end vi gør. Deres formål er at få litteraturen ud på steder, hvor den ellers ikke ville komme. Det kan man desværre ikke tjene penge på, og derfor har organisationen brug for økonomisk støtte.


De ikoniske 5, der sprængte rammerne
Hvad var det så, de kunne, bøgerne fra 1967? Jo, de kunne netop møde børn i øjenhøjde.
Benny Andersens Snøvsen Eigil og katten i sækken, Halfdan Rasmussens og Ib Spang Olsens Halfdans ABC, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon og Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil – fem bøger, som i dag 50 år senere stadig er nogle af de største danske børnebogsklassikere. 
Fem forfattere, der helt uafhængigt af hinanden satte sig ned og fabulerede og digtede og tegnede vilde historier om børn som Silas, der lever sit eget vilde liv uden nogen voksne til at bestemme, om en cykelmyg på eventyr i farverige og lettere psykedeliske landskaber, en dreng, der boede alene i et hønsehus, en anden dreng der mødte en snøvs(!) og et helt alfabet af skøre, sjove og ikke mindst frække nonsensrim og en tegner, der hed Ib Spang Olsen, gjorde det ikke mindre vildt og overraskende med sine illustrationer – det skete alt sammen i 1967.


Børnelitteraturen i dag – plads til mangfoldighed
De seks forfattere og tegnere gav deres historier videre til tusindvis af læsere og kom til at inspirere flere generationer af forfattere og tegnere til at fortælle historier, hvor børn er lige så meget værd som voksne, og hvor børnebøger er til for børn med respekt for deres liv, deres fantasi og deres verdenssyn.
I dag har vi i Danmark den mest varierede og mangfoldige børnelitteratur, med plads til både noget der er helt nyt, som ikke ligner noget, vi har set eller hørt før, og bøger som er baseret på karakterer, børnene kender fra tv.
Med fejringen af jubilæet vil vi gøres vores til, at historierne bliver givet videre til alle børn – også dem der lever et mere udsat liv uden stor social sikkerhed, uden let adgang til kulturel kapital og uden let adgang til bøger.


Sammen om børnelitteraturen
Lige som mange andre forlag har vi i mange år givet bøger til Læs for Livets skræddersyede biblioteker til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig. Med donationen af overskuddet fra salget af de ikoniske jubilæumsbøger håber vi – ud over at give organisationen en direkte økonomisk støtte – at vi med kampagnen også vil være med til at udbrede kendskabet til Læs for Livet. 
Som landets største forlag har vi et ansvar for at præge børn og unges læselyst, både i den måde vi driver forlag på og i den måde vi spiller sammen med samfundet på i øvrigt. Læs for Livet er et oplagt sted for os at udvise netop det ansvar.
Der bliver i det hele taget masser af aktiviteter på biblioteker, hos boghandlere og andre steder i anledning af 50-års jubilæet for moderne dansk børnelitteratur. Om alt det, kan man læse her på Giv historierne videre.
 

Rejsen ind i litteraturen er den bedste dannelsesrejse

Foto: Rasmus B. Lind

Foto: Rasmus B. Lind

Vores gæsteblogger er den prisbelønnede forfatter Morten Pape. Her beskriver han sine egne erfaringer med at vokse op i kulturfattigt miljø, og hvad litteratur kan gøre.

Jeg husker hvordan jeg som barn glædede mig til at starte i 1. Klasse på Dyvekeskolen, som lå blot et stenkast fra mit hjem i barndomskvarteret Urbanplanen på Amager. Jeg husker hvordan jeg pakkede mit penalhus helt pedantisk og snorlige, hvordan jeg betragtede det urørte, farvestrålende gummi der udgjorde viskelæderet, og ikke mindst husker jeg den tilfredsstillende følelse af at have spidset en blyant til perfektion, for derefter at sanse den skarpe duft, der mindede om brænde på bålet Sankt Hans aften.

Min skolegang var dog størstedelen af tiden præget af uro og anarki, en modvilje til at lytte og lære, en næsten systematisk undertrykkelse af dannelsens væsen og en modstand mod det system, som potentielt betød ydmygende oplevelser for mange af mine bogligt svage klassekammerater, der for en stor dels vedkommende kom fra ressourcesvage familier og uddannelsesfremmede hjem. Hjem uden klaver, uden bøger, uden opbakning.

Da jeg flyttede ud af Urbanplanen som 21-årig og senere havnede på Københavns Universitet, fik jeg mildest talt et chok over, hvor ufattelig understimuleret folk fra miljøer som mit eget kan være, kontra de piger og drenge jeg senere lærte at kende fra middelklassen og opefter. De her unge mennesker var som børn blevet opdraget til at mærke, at livet bød på muligheder frem for begrænsninger; at man kunne dygtiggøre sig, at der fandtes kunst og kultur og viden, og det hele kunne erhverves, hvis bare man gjorde sig umage.

Som voksen mærkede jeg altså dét, jeg altid lidt havde frygtet – at jeg var bagud på points. At resten af verden uden for den åndelige dome i Urbanplanen simpelthen havde overhalet mig. Jeg følte mig fattig. Fattigdom kan indtage mange skikkelser. Og som den nyslåede debuterende forfatter Thomas Korsgaard for nylig udtalte, så er den værste form for fattigdom den åndelige fattigdom.

Litteraturen er en af de bedste makkere man kan møde på sin horisontudvidende rejse. Litteraturen kan være den hånd der tager fat i din egen, og sætter rejsen i gang. Der skabes en helt særlig forbindelse mellem afsender og modtager, når man læser. Verden åbner sig i og med at man overskrider sin egen. Man gør sig nye erfaringer, danner sin smag, tvinges til at tage stilling til nye oplevelser ved verden og sig selv. Man mærker noget i et andet mennesker, og dermed mærker man noget i sig selv. Uanset om man undervejs i læsningen er Kaptajn Ahab, Harry Potter eller Karl Ove Knausgaard.

Den store gevinst er også den meste skræmmende, nemlig at man efter læsningen ophører man med at være det samme menneske. Bid for bid. Man antager en ny form og beslutter sig for, hvad man vil gøre ved den form fremover.

Så længe man bliver ved med at gøre som man altid har gjort, kan man aldrig forvente at der sker noget nyt og bedre. Man skal stimuleres. Forføres. Have mod til at tage sig selv med på en måske skelsættende (dannelses)rejse. Når du bladrer videre i din bog, har du førsteparket til den bedste af alle slags rejser.

 

Morten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen. I 2015 blev hans debutroman Planen udgivet og indbragte ham Bogforums Debutantpris. Han er under uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16 og har siden udgivelsen af bogen afholdt en række foredrag og deltaget i debatter om opvækst under forskellige vilkår i Danmark.

 

Hvad med nydelsen?

_MG_8513_MHK-iloveimg-converted.jpg

Når Læs for Livet kommer ud på institutionerne og snakker bøger, er det for mange udsatte børn og unge første gang, at nogen spørger dem om, hvad de selv har lyst til at læse.

I skolen er læsningen først og fremmest pligt. Måske er det nemmere at argumentere for, at litteraturen fylder så meget på skoleskemaet, hvis den bliver til hårdt arbejde, og der skal bruges analytisk knofedt. Men den indlevede læsning er meget betydningsfuld. Her kommer litteraturen ind under huden på dig. Den rammer følelser, nerver og det åbne sind i den flowtilstand, der overtager, når du bliver opslugt af en bog. Litteraturen skal ikke kun holdes på intellektuel distance.

Er det ikke en berøvelse, hvis vi dræber læselysten med idéer om den gode smag, pensum og pligt? Det er de kloge, gennemuddannede voksne og politikere, der bestemmer, hvilken litteratur skal læses. I en tid med voksende fokus på børnenes egne stemmer, og hvor børneinddragelse er det nye sort, er det sørgeligt, at børnene og de unge har så ufatteligt lidt indflydelse eller selvbestemmelse, når det kommer til læsevalg i skolen.

Vi skal arbejde med læsemotivation. Vi skal lytte til børnene og de unge. Ethvert barn bør opleve, at det bliver spurgt: ”Hvilken bog kunne du tænke dig at læse?” ”Hvad skal den handle om, før du synes, den er interessant?”

 Det er der magien for alvor begynder.

Grønlandske børn fandt læseglæden

Grønland: Et pilotprojekt
Grønland er et land med smukke omgivelser og tragiske statistikker. Her er syv procent af øens børn anbragt på institutioner, og mange kommer fra misbrugshjem.

Vi ved, at læseglæde kan skabe forandring for grønlandske børn og unge på samme måde, som vi har set det på danske institutioner. Så i september sidste år, drog Rachel til Grønland. Besøgene på bibliotek, forlag og døgninstitutioner var et pilotprojekt for at ruste os til at forsyne landets 20 anbringelsessteder med biblioteker. Det viste sig, at danske forhold ikke er lige til at trække ned over den grønlandske virkelighed.

De steder, som fik doneret biblioteker efter Grønlandsbesøget fortæller nu, hvordan bøgerne blev modtaget.

Meget går igen
Grønland er anderledes - men ikke så anderledes. Mange af institutionernes positive kommentarer til bibliotekerne falder på principper, som altid har været bærende i Læs for Livet. For eksempel er stor variation i genrer og temaer mindst ligeså vigtige i grønlandske rammer som i danske: "Børnene var meget overraskede over at se så mange bøger og begejstrede over det brede udvalg."

En anden grundpille i Læs for Livets metode er, at børnenes stemmer høres og tages alvorligt. I Grønland betød det, at der nogle gange måtte være en grøndlandsk talende medarbejder til stede til at oversætte for at undgå misforståelser. For selvom børn og unge i de større byer som Nuuk typisk taler godt dansk, er det danske sprog i små bygder fuldstændig fraværende. "Vi er meget imponerede over, hvilket engagement der bliver lagt i at gøre bibliotekerne så personlige som muligt", lyder det fra én institution.

Forskellene er til at få øje på
Et gennemgående problem på Grønland er, at institutionernes fagpersoner ikke er uddannede til at tage sig af børnene og de unges alvorlige og komplekse problemer. Bag de fleste anbringelser ligger incest, vold og alkoholmisbrug, og det skaber et behov for virkelighedsnære bøger, der behandler svære problemer. En institution fortæller, at børnene er begyndt at læse mere, efter de fik biblioteket, fordi der endelig kom bøger, de kunne relatere til.

Gys er en af de mest populære genrer blandt danske børn, og begejstringen for uhygge og det overnaturlige går igen på Grønland. Men her kommer glæden ved gyset fra naturens barske forhold og den grønlandske tradition for historiefortælling. Når børnene har oplevelser, de ikke kan forklare, kan det være rart at spejle dem i drømmetydning og spøgelseshistorier.

Noget at arbejde på
Modtagelsen af bibliotekerne har været overvældende positiv og hjertevarm. Turen og responsen på bibliotekerne beviser, at det kan lade sig gøre at styrke grønlandske børn og unge ved hjælp af bøger og læseglæde. Det betyder dog ikke, at alle udfordringer er løst.

Det kan være overvældende at modtage så mange bøger, lyder det fra flere steder. Institutionen, Inuusuttat Inaat, fortæller, at tilstedeværelsen af de mange bøger kræver tilvænning, men at det nok skal lykkes. En anden institution har ikke haft plads til alle bøgerne på én gang, men har til gengæld kunnet skifte bøgerne ud, så der hele tiden er nye boggodter at finde på hylderne.

Den opfordring der går mest igen er ønsket om flere grønlandske oversættelser af gode, danske bøger. Det er meget begrænset, hvilke bøger der får en chance på det grønlandske sprog, og det er ærgerligt.

Til gengæld har mange af børnene og de unge styrket andre sprog ved at gå på opdagelse i bøgerne. Eksempelvis har én dreng stort set tygget sig igennem alle bøger inden for mangagenren og selv købt flere til samlingen: "At der også var mangabøger på engelsk har kun været et stort plus. Det har medvirket til at forbedre hans engelskkundskaber."

Hvad så nu?
"En af de unge glædede sig så meget, at han flere gange, op til at bøgerne skulle ankomme, ringede hjem for at høre, om de var kommet endnu. Da de endelig kom, blev alle bøgerne nøje studeret, og der bliver bladret på må og få."

Der hersker ingen tvivl om, at projektet har skabt stor glæde ved modtagelsen af bibliotekerne og skabt læselyst blandt de berørte børn og unge. Det i sig selv er en sejr. Men projektet har også lagt fundamentet for, at vi kan forstå vores grønlandske familie og deres livbetingelser. På den baggrund, kan Læs for Livet måske i fremtiden støtte med endnu flere boggaver.

"Jeg er i gang med at vågne"

Rachels besøg på Nicolais skole inspirerede ham til handling. Han kom i praktik hos Læs for Livet på egen opfordring. Læs med her, hvor Nicolai selv fortæller sin historie. Om at være ugidelig og indelukket for så at starte på en frisk med nyt mod.

Jeg går på Skolen på Slotsvænget i Fredensborg, som er en skole der hjælper børn, der har haft det svært, mens de er vokset op. Man kan for eksempel være vokset op i et voldeligt hjem, have et handicap eller have haft en svær skolegang. Ofte kan det desværre godt gå hånd i hånd. Jeg er selv kommet fra et voldeligt hjem og har haft lidt nedtur i folkeskolen, så det hjalp virkelig meget at komme ud på Skolen på Slotsvænget.
 

"Jeg kan ikke længere holde ud at være omklamret af en sort og dyster skal. Jeg bryder ud nu, og ingen får lov til at stoppe mig mere."


Skolen på Slotsvænget er en kostskole i Fredensborg på Nordsjælland. Her kan man udforske og få en stille skolegang med ikke så mange elever. Jeg er kostelev, og det er rigtig fedt, fordi man får muligheder, man slet ikke kunne have drømt om. Før jeg kom her, lavede jeg ikke en skid andet en at ligge i min seng i seks alt for lange år og så mange film. Men nu er det nok. Jeg kan ikke længere holde ud at ligge på min flade dagen lang.

Jeg er i gang med at vågne, og det var sgu også på tide. Jeg går til sumba, violin, skydning, fitness, og snart karate. Jeg løber og har lige gennemført et halvmaraton i Berlin. Jeg kan ikke længere holde ud at være omklamret af en sort og dyster skal. Jeg bryder ud nu, og ingen får lov til at stoppe mig mere. Det kan nemlig godt lade sig gøre. Vær dig selv, og skid på hvad andre siger og tænker om dig.


I den sammenhæng er det godt at vi har mennesker som Rachel. Rachel er et af de mennesker, der er ved at hjælpe mig med bryde ud af mit fængsel. Jeg kan huske, da hun trådte ind i min klasse, fordi hun udsendte en hel utrolig energi - fuldstændig excentrisk.

Rachel kommer fra noget der hedder Læs for Livet. Læs for Livet har hun selv har skabt efter hendes barndom, som heller ikke lige frem var lutter lagkage. Da Rachel var barn, måtte hun vandre ind i bøgernes verden, fordi der simpelthen ikke var nogle andre steder, hun kunne lære det, som hun skulle lære. Samtidig har det nok også været meget rart at kunne forsvinde ind i sin egen verden en gang imellem.

Noget af det mest fantastiske var, at hun kom ind helt rolig og fortalte om sig selv, og hvorfor hun startede Læs for Livet. Man følte virkelig, at man begyndte at lære hende at kende. Selvom vi kun var sammen med hende to gange. Hun spurgte ind til os bagefter, og det var virkelig fedt, fordi hun er så blid og kærlig. Det føles virkelig som om, hun har stor interesse i os unge, og det betyder rigtig meget.


Jeg fik tanken, at det måske kunne være meget spændende at se, hvad det egentlig var, de lavede inde hos Læs for Livet. Jeg besluttede mig derfor for at gå til en af mine lærere, for at spørge om hun kunne undersøge, om det kunne være en mulighed at komme i praktik hos dem. Jeg var velkommen hos Læs for Livet, så det var jo meget fedt.

Endelig skete det så, og jeg fik at vide ugen inden, at nu var det i næste uge, jeg skulle afsted. Det var jo fedt, men jeg havde ingen idé om, hvad man lavede sådan et sted. Det eneste jeg tænkte var, at det kunne da være meget sjovt at se, hvordan de egentlig fik det til at køre. 

 

"Uden mennesker som dem, ville samfundet gå under. Så jeg takker Rachel mere end noget andet for, at hun har startet Læs for Livet."


Det blev mandag, og jeg skulle afsted. Da jeg kom derhen, stod Rachel lige inde i deres store stueagtige rum. Så kom hun hen og krammede mig, og jeg følte mig virkelig velkommen. Bagefter gik vi en tur over til en cafe, hvor vi bare sad og snakkede og fik lidt mad.

Da vi kom tilbage, var der kommet en der hedder Lærke, og hun er rigtig sød. Det er Lærke, som jeg har haft mest med at gøre, fordi hun har givet mig opgaver, hvilket igen lyder kedeligt. Men når man er der, giver det en form for tilfredsstillelse, fordi man ved, at indsatsen går til et godt formål. Jeg har pakket bøger ud, sorteret og sat på plads. Jeg har fundet steder, hvor vi kan sende bøger hen. Vi har også haft gang i et planteprojekt, hvilket jeg synes var specielt hyggeligt, fordi for mig er der ikke noget bedre end planter. Sidst men ikke mindst har jeg brainstormet med Rachel og en anden, der også hedder Lærke. Hun er også rigtig sød.

De er faktisk alle sammen ret fantastiske. Både Rachel, Lærke, Susanne og Lærke. Jeg ærgrer mig virkelig over, at jeg ikke kan huske de frivilliges navne, fordi de har simpelthen været så søde, at det er helt utroligt.
De er sande godhjertede og uselviske mennesker. Uden mennesker som dem, ville samfundet gå under.

Så jeg takker Rachel mere end noget andet, fordi hun har startet Læs for Livet. Og rigtig mange tak til jer alle for denne uge. Den har været virkelig sjov og hyggelig. Mens jeg husker det, vil jeg også gerne lige sige tak for de bøger, I har givet mig. Det betyder virkelig noget. Så hvis du er ung og godt kan lide bøger, så ved du vist godt, hvor du skal i praktik henne.