Rejsen ind i litteraturen er den bedste dannelsesrejse

Foto: Rasmus B. Lind

Foto: Rasmus B. Lind

Vores gæsteblogger er den prisbelønnede forfatter Morten Pape. Her beskriver han sine egne erfaringer med at vokse op i kulturfattigt miljø, og hvad litteratur kan gøre.

Jeg husker hvordan jeg som barn glædede mig til at starte i 1. Klasse på Dyvekeskolen, som lå blot et stenkast fra mit hjem i barndomskvarteret Urbanplanen på Amager. Jeg husker hvordan jeg pakkede mit penalhus helt pedantisk og snorlige, hvordan jeg betragtede det urørte, farvestrålende gummi der udgjorde viskelæderet, og ikke mindst husker jeg den tilfredsstillende følelse af at have spidset en blyant til perfektion, for derefter at sanse den skarpe duft, der mindede om brænde på bålet Sankt Hans aften.

Min skolegang var dog størstedelen af tiden præget af uro og anarki, en modvilje til at lytte og lære, en næsten systematisk undertrykkelse af dannelsens væsen og en modstand mod det system, som potentielt betød ydmygende oplevelser for mange af mine bogligt svage klassekammerater, der for en stor dels vedkommende kom fra ressourcesvage familier og uddannelsesfremmede hjem. Hjem uden klaver, uden bøger, uden opbakning.

Da jeg flyttede ud af Urbanplanen som 21-årig og senere havnede på Københavns Universitet, fik jeg mildest talt et chok over, hvor ufattelig understimuleret folk fra miljøer som mit eget kan være, kontra de piger og drenge jeg senere lærte at kende fra middelklassen og opefter. De her unge mennesker var som børn blevet opdraget til at mærke, at livet bød på muligheder frem for begrænsninger; at man kunne dygtiggøre sig, at der fandtes kunst og kultur og viden, og det hele kunne erhverves, hvis bare man gjorde sig umage.

Som voksen mærkede jeg altså dét, jeg altid lidt havde frygtet – at jeg var bagud på points. At resten af verden uden for den åndelige dome i Urbanplanen simpelthen havde overhalet mig. Jeg følte mig fattig. Fattigdom kan indtage mange skikkelser. Og som den nyslåede debuterende forfatter Thomas Korsgaard for nylig udtalte, så er den værste form for fattigdom den åndelige fattigdom.

Litteraturen er en af de bedste makkere man kan møde på sin horisontudvidende rejse. Litteraturen kan være den hånd der tager fat i din egen, og sætter rejsen i gang. Der skabes en helt særlig forbindelse mellem afsender og modtager, når man læser. Verden åbner sig i og med at man overskrider sin egen. Man gør sig nye erfaringer, danner sin smag, tvinges til at tage stilling til nye oplevelser ved verden og sig selv. Man mærker noget i et andet mennesker, og dermed mærker man noget i sig selv. Uanset om man undervejs i læsningen er Kaptajn Ahab, Harry Potter eller Karl Ove Knausgaard.

Den store gevinst er også den meste skræmmende, nemlig at man efter læsningen ophører man med at være det samme menneske. Bid for bid. Man antager en ny form og beslutter sig for, hvad man vil gøre ved den form fremover.

Så længe man bliver ved med at gøre som man altid har gjort, kan man aldrig forvente at der sker noget nyt og bedre. Man skal stimuleres. Forføres. Have mod til at tage sig selv med på en måske skelsættende (dannelses)rejse. Når du bladrer videre i din bog, har du førsteparket til den bedste af alle slags rejser.

 

Morten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen. I 2015 blev hans debutroman Planen udgivet og indbragte ham Bogforums Debutantpris. Han er under uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16 og har siden udgivelsen af bogen afholdt en række foredrag og deltaget i debatter om opvækst under forskellige vilkår i Danmark.