Er man tegner må man tegne

Illustration: Rasmus Bregnhøi

Illustration: Rasmus Bregnhøi

Gæsteblogger Rasmus Bregnhøi er en prisbelønnet dansk illustrator, bladtegner og billedkunstner. Han er uddannet på Danmarks Designskole og Akademiet i Reykjavik, Island og fortæller her eksklusivt for Læs for Livet om sit arbejde og sin kunst.

At tegne er at tale et ordløst sprog, at give udtryk for følelser, der ikke kan beskrives med ord. Tegning er min besættelse. Vi er forbundet. Jeg husker tegninger jeg lavede inden jeg startede i skolen. Jeg kan huske fornemmelsen af blyanten mod papiret og følelsen af lykke.

Det er så enkelt. Et papir, en blyant. Det er det smukkeste jeg ved og den bedste kur mod kedsomhed.

Jeg så, som 18 årig, en dokumentarfilm om tegneren og grafikeren Palle Nielsen. Han sagde: ”Er man tegner, må man tegne”. Det gav mening. Sådan var det.

Som tegner kører jeg i to spor. 1: Et formidlingsspor. Forløsningen af teksten, underbygge stemningen, at få historien fortalt visuelt. At finde ind til hvad teksten kræver. Jeg vil være fair overfor teksten, forsøge at gøre teksten større. 2:  Designsporet. Figurtegningen, farveholdningen, graden af abstraktion.

Jeg tænker som en designer, men arbejder som tegner. At tegne med konsekvens. Intet er overladt til tilfældigheder, men man kan gribe de ting der opstår.

Jeg vil have følelsen af at, ”Det kunne ikke være anderledes”. Sådan går det bare ikke, der er altid noget man ville have lavet på en anden måde, som man prøver at gøre bedre næste gang, men hvis følelsen af fuldkommenhed bare er der i et kort sekund, hvor jeg bobler over af storhedsvanvid og lykke, er det det hele værd.

Jeg er meget arbejdsom, kan ikke standse, det hele er så spændende, nye vinkler og andre måder at tegne på.

Da jeg startede som tegner, prøvede jeg hver gang, jeg gik i gang med en bog, at skabe noget, der var anderledes end det sidste jeg lige havde lavet. Jeg hadede ideen om at finde min streg, det var så klaustrofobisk at blive til sit egen streg. Nu er jeg er ligeglad, jeg gør det jeg gør.

Jeg tager det meget alvorligt at tegne for børn, de skal ikke tages som gidsler i mit eget kunstneriske virke, det er dem jeg taler til. Ikke at forstå at jeg vil please dem, men jeg vil have dem med, invitere dem indenfor, hvis jeg vil rykke på noget.

Hvis jeg har et sigte i mine tegninger, er det at fortælle at verden er vild og fantastisk og at der ikke er nogen grund til at være bange, før der er en grund.  Voksne har så travlt med at ville fortælle børn ”sandheden om verden”, men det virker, som om det er deres eget behov, frem for børnenes.

Jeg vil fortælle det usagte, man skal kunne mærke personernes humør. Fortælle om den tid vi lever i, hvordan ser ting ud, hvad for noget tøj går vi i, hvad interesserer os og hvad går vi rundt og laver. Det bliver min egen lommesociologiske undersøgelse.

Er man tegner må man tegne. Det giver mening i mit hoved.

Rasmus Bregnhøi

Rasmus Bregnhøi