Sådan arbejder vi

Læs for Livet bruger bøger til at skabe social forandring og give udsatte børn og unge gode oplevelser og muligheder for bedre liv. 

Vi indsamler bøger fra private, forlag, anmeldere, forfattere og mange andre. Bøgerne bliver samlet i biblioteker på ml. 200-800 bøger og doneres til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig. Det er fx børnehjem, familieafdelinger, opvækstinstitutioner og ungdomspensioner. Bogudvalget til hvert sted gennemtænkes fagligt, og det tager både udgangspunkt i børnene og de unges egne ønsker og for variation i genrer og sværhedsgrader.

Vores fokus er lystlæsningen. Nogle gange er det en bog om biler eller Justin Bieber, der vækker begejstring. For andre børn eller unge er det digte, tegneserier eller engelske klassikere. Det vigtigste er ikke hvad børnene og de unge læser, men at de læser. 


Om os

Læs for Livet er en nonprofit-organisation, der blev stiftet i 2012 af Rachel Röst. Hun er børnebogsforfatter og cand. mag i litteraturvidenskab og leder Læs for Livet i dag. Hun blev selv anbragt som 16-årig, og bøger har haft en afgørende betydning for hendes livsbane. 

I dag har Læs for Livet et lønnet sekretariat og over 20 frivillige tilknyttet. Vi har en stor bogkælder på Østerbro i København, hvor vi også har arbejdsplads. 

Siden 2012 har Læs for Livet doneret over 130 biblioteker til institutioner over hele landet. Der er ca. 100 000 bøger til en samlet værdi på over 15 mio. kr. 

Rachel Röst har personligt fået adskillige priser for sit arbejde med at bygge organisationen op, og Læs for Livet fik Fællesskabsprisen i 2015.

I november 2016 fik Læs for Livet doneret 6 millioner af Egmont Fonden som fundament til de følgende fire års arbejde. 


Jeg vil gerne læse om andre piger, der har det svært med deres familie.

Modtager, 10 år.